Da Københavnerne rejste sig

Folkestrejken i København med sympatistrejker i provinsen kom til at danne skole. Tre gange gik tilsvarende strejkebølger over landet i protest mod nedskydningen af modstandsfolk og deportationer af fanger fra Frøslevlejren samt aktionen mod
politiet.

Sommerens folkestrejker fik de mest dybtgående følger for styrkeforholdet mellem det legale og illegale Danmark. Man etablerede Frihedsrådet som reel national kraft og skabte den dobbeltmagt mellem statssystemet og Modstandsbevægelsen, som eksisterede i Besættelsens sidste år. Det demonstrerede også kommunisternes voksende indflydelse.

For politikerne foranledigede folkestrejkerne et strategiskifte overfor Modstandsbevægelsen under Frihedsrådet – fra konfrontation til integration. Tre elementer var karakteristiske: 

​

• forebyggelse af social uro og arbejderklassens radikalisering gennem lønforbedringer. Midlet var lønreguleringen, der gav den største forhøjelse under Besættelsen,

• skabelsen af et magtinstrument til brug mod et kommunistisk kup. Midler var frigørelsen af officerer og politi til illegalt arbejde og opbygningen af Den Danske Brigade

• integration af Modstandsbevægelsen gennem oprettelse af Kontaktudvalg til Frihedsrådet og begyndende statsfinansiering af modstanden.
  

Set i befrielsesperspektiv fik folkestrejkerne stor betydning ved at skabe baggrunden for Befrielsesregeringen mellem politikerne og Modstandsbevægelsen, og for Befrielses- kompromisset i maj 1945.

Folkestrejken i København blev en af besættelsestidens helt store begivenheder. For
eftertiden står den som et strålende eksempel på sammenhold mod vold og uret.